Kernestyring® er et internet-baseret redskab til styring af avlsarbejdet på besætningsplan udviklet af Videncenter for Svineproduktion.

Med Kernestyring® får du kendskab til spredningen af det genetiske niveau hos kernesøerne. Dette gør det muligt, at udvælge de bedste polte og søer til produktion af renracet tillæg og benytte resten til produktion af krydsningspolte.

Kernestyringsprogrammet bør suppleres med brug af sæd fra KS-orner frem for fra besætningsorner i kerne- og zigzag-besætninger. Dette skyldes primært, at brug af forskellige KS-orner med høje indeks, frem for brug af en enkelt besætningsorne med højt indeksværdi, muliggør brug af flere forskellige afstamninger. Herved øges sikkerheden på det gennemsnitlige indeksniveau på ornesiden. Dertil kommer, at KS-orner gennemsnitligt er besætningsorner overlegne i indeksværdi.

De primære avlsstrategier inden for Kernestyringsprogrammet er kernebesætning og zigzag-strategi.