Fra modtagelsen af avlsdyr er det købers eget ansvar at udnytte de muligheder der ligger i dyrene. Køber får mest glæde af dyrene ved at optimere forholdene for dem. Det er vigtigt at give dyrene en god og lempelig start i besætningen og behandle dem godt. Fodring, opstaldning, inventar (herunder gulvtype), opvækstvilkår og management er forhold, som har stor indflydelse på dyrenes holdbarhed.
Nye avlsdyr skal straks ved ankomsten kontrolleres af en svinekyndig person, så køber hurtigt kan reagere på evt. fejl og mangler. I de første dage efter ankomsten skal dyrene besigtiges med jævne mellemrum, og sælger samt evt. konsulent eller dyrlæge skal kontaktes omgående, hvis kvaliteten ikke er som aftalt.
Når dyrene vurderes, bør det tages i betragtning, at transporten kan have været en stor belastning. De nøjagtige tidsfrister og procedurer vedrørende reklamationer er anført bag på den følgeseddel, der altid skal leveres sammen med dyrene. Den endelige vurdering og accept af dyrene kan ske to til fire uger efter leveringen.
Ved modtagelse bør køber, udover at danne sig et indtryk af dyrenes generelle sundhedstilstand, kontrollere:
- At øremærkenummer på følgeseddel og avlsdyr er ens
- At de aftalte vaccinationer er gennemført
- Om der er opstået transportskader
- Dyrenes kropsbygning
- Ben og klove, herunder benstilling
- Pattesæt
- Alder og vægt
For en mere detaljeret gennemgang af dyrenes sundhedsstatus henvises til artiklen Avlsdyr: Aftale om Omsætning.
Karantænerum - din sikkerhed
Sæt de nyindkøbte dyr i et godkendt karantænerum, så mindsker du risikoen for at bringe uønsket smitte ind i din besætning. Ved at isolere leverandørbesætningne i mindst seks uger, har du nemlig mulighed for at opdage evt. skjult smitte, og du undgår dermed, at den ikke overføres til besætningsområdet.
Dit karantænerum bør:
- placeres langt fra besætningsområdet og uden direkte forbindelse
- have eget forrum med håndvask og mulighed for omklædning
- kun have fælles fodrings- eller udmugningsanlæg, hvis det sikres, at der er helt tæt mellem besætningsområdet og karantænestalden.